Spring til indhold

Det skal være fedt at være frivillig

Stil krav, vær klar i kommunikationen, anerkend de frivilliges indsats og hyg om dem. Det er vigtige værktøjer i jagten på frivillige i Odense Gymnastikforening.

Vi har brug for dig

- Hvis du skal være her, så skal du også hjælpe til. Det skal man ikke være bange for at sige til klubbens medlemmer, når man har brug for frivillige.
Sådan siger Michael Nielsen, løbsleder i Odense Gymnastikforening, som hvert år skal bruge 360 frivillige til DHL Stafetten og 300 til Eventyrløbet – og lykkes med det.

- Det er hårdt arbejde at få frivillige, men vi indførte sidste år mantraet: ”Det skal være fedt at være frivilligt”, siger Michael Nielsen og peger på et par ting, som han mener er en forudsætning for at kunne tiltrække frivillige.

- Vær klar i kommunikationen. Beskriv de forskellige funktioner grundigt - både i forhold til indhold og tidsforbrug, så du får de rigtige folk til de rigtige poster.

Derudover må man aldrig have for travlt til at hilse på de frivillige og anerkende deres indsats, siger han og tilføjer, at klubben sidste år havde arrangeret, at de frivillige ved DHL Stafetten blev klappet igennem målopløbet af tilskuerne.

- Det satte de virkelig stor pris på.

Ingen kære mor

Mange af de frivillige, som hjælper til på løbsdagene, er gråhårede, men med lidt kontante metoder lykkes det også at få unge fra klubben til at møde op og hjælpe til.

- Specielt i forbindelse med DHL Stafetten siger vi til de unge i atletik-afdelingen, at de bare har at komme og hjælpe. Der er ingen kære mor forstået på den måde, at træneren går rundt med en ipad og melder dem til via et link. Nogle af dem brokker sig lidt, men så opdager de jo, at det faktisk er ret fedt at være frivillig og melder sig igen året efter, siger Michael Nielsen og tilføjer, at det som klub også handler om at hygge om de frivillige.

- Sidste år lavede vi for første gang et decideret frivilligområde med borde, bænke og en pølsevogn, hvor de kunne spise og hygge sig. Der var enormt god stemning, og det er med til at bygge sammenholdet op. Det er meget vigtigt.

For at holde kontakten med de frivillige året rundt bruger Odense Gymnastikforening Facebook, foreningens hjemmeside og Conventus

- I Conventus har vi en frivilligdatabase, hvor folk kan melde sig til. De kan specificere, om de for eksempel vil hjælpe til atletik- eller gymnastikarrangementer, og så kan vi skrive målrettet ud til dem, når der sker noget i den afdeling, siger Michael Nielsen.

Kursus - vil du se, hvordan du bruger Conventus til det?

Hvis du vil se, hvordan du bruger Conventus som rekrutteringsværktøj, så har vi kurset til dig den 7. maj 2024. 

Se mere om kurset "Rekruttering af frivillige med Conventus"

 

By- og Kulturforvaltningen