Spring til indhold

Takster på kommunale betalingspladser

Hvad koster det at parkere på de kommunale parkeringspladser?

Hvad koster det at parkere på de kommunale parkeringspladser?

I Odense Kommune afhænger prisen på din parkeringsbillet af to ting. Hvor i byen du parkerer samt hvilken type bil, du kører i.

De kommunale parkeringspladser er inddelt i tre zoner: Rød, blå og grøn. Zoneprisen varierer alt efter, om du kører i 100% elbil eller i benzin-, diesel- og hybridbil.

Priser fra 21 maj 2024:

  • Rød zone - 17 kr. pr. time for elbiler. 21 kr. pr. time for benzin-, diesel- og hybridbil
  • Blå zone - 12 kr. pr. time for elbiler. 15 kr. pr. time for benzin-, diesel- og hybridbil
  • Grøn zone - 5 kr. pr. time for elbiler. 7 kr. pr. time for benzin-, diesel- og hybridbil

Priserne indfases løbende fra 21. maj og forventes at være klar i hele byen omkring 1 juni 2024.

Med dit handicapkort synligt placeret i forruden kan du fortsat parkere gratis på alle kommunale betalings-parkeringspladser.

For at sikre, at alle betaler den korrekte takst, skal registreringsnummer på parkerede biler altid indtastes ved parkeringsautomat eller i parkeringsapp.

Registreringsnummeret gør det muligt at fastslå, om der skal betales takst for elbil eller benzin-, diesel- og hybridbil.

Forskellen i parkeringstakster er en del af Odenses grønne mobilitetsplan. Målet er at gøre det mere attraktivt at vælge en grønnere transportform og samtidig understøtte Odenses mål om 40% nul-emissionskøretøjer i 2030 samt den overordnede målsætning om at være klimaneutrale i 2030.

De allerede aftalte stigninger i takster vil blive løbende evalueret, og politisk vil det efterfølgende blive besluttet, om taksterne skal stige yderligere. Det fremgår af den grønne mobilitetsplan, at byrådet ønsker, at parkeringstaksterne for fossile biler på kommunale parkeringspladser i bymidten skal fordobles frem mod 2030.

Læs mere om den grønne mobilitetsplan her.

Ikke tjekket ud?

Har du glemt at tjekke ud, da du forlod den kommunale p-plads? Du kan ringe på 40 40 59 94 i tidsrummet kl. 9.00 - 15.00 mandag-torsdag samt fredag kl. 9.00 - 12.00. Ellers bliver du automatisk tjekket ud efter 24 timer. 

By- og Kulturforvaltningen