Dalum Kirkegård
Der er adgang til Dalum Kirkegård hele døgnet.
Dalum kirkegård ligger nær Odense Å og er oprindeligt en landsbykirkegård. Den har gennem årene vokset sig så stor, at den i dag minder mest om en bykirkegård, som dog har bevaret sit landsbypræg.
I 1970 overtog Odense Kommune driften og administrationen af den ca. 3,6 ha store kirkegård, og dermed blev den en af de 6 kommunale kirkegårde under Kirkegårdskontoret.
Kirkegården er harmonisk i sit udtryk og anlæg, hvor en korsvej overordnet er styrende for formen og inddeler kirkegården i 4 områder foruden den gamle kirkegård omkring kirkebygningen og en nyere afdeling med urnegravsteder. En allé af søjle-eg udgør hovedaksen på kirkegården, som starter ved lågen ved Dalumvej. Der er bevaret en stor del
af de hække, som indrammer afdelingerne, også selv om hovedparten af gravstederne med tiden er hjemfaldet og forsvundet.
Dalum Kirkegård danner desuden også rammen om Dalum Klosters begravelsesplads, som giver kirkegården et interessant historisk præg.
Kommer du i bil, er der adgang til kirkegården fra Dalumvej ved siden af kirken, der desuden fører op til præsteboligen og kirkeannekset. Er du gående, kan du komme ind ad lågen i krydset ved Dalumvej og Dalumgårds Allé eller ad lågen fra Fruens Bøge Allé.
Se beskrivelserne af afdelingerne her.
På kortet nedenfor kan du se, hvilket afdelinger Dalum Kirkegård er inddelt i.