Oftest stillede spørgsmål: Når du besøger Kohaveskoven
Herunder kan du læse typiske spørgsmål og vores svar om din færdsel som skovgæst i Kohaveskoven
- Hvor ligger Kohaveskoven?
Området ligger sydøst for Odense, tæt på Blangstedgård.
Man kan komme til skoven ad stisystemet langs Lindved Å, eller man kan køre ad Niels Bohrs Allé og parkere bilen for enden af Landkildevej.
- Hvor må jeg gå?
Du må gå overalt i Kohaveskoven. Du kan følge stierne, men du må også gå på opdagelse udenfor stierne.
Se på kortet nedenfor, hvor du finder handygates; det vil sige kørestolsvenlig adgang til indhegningen
(1: Fra P-pladsen på Grevenlundsvej. 9: Indgangen på stien for enden af Landkildevej. 11: Indgangen bag Alléskolen.)
I Kohaveskoven lever galloway-kvæg og exmoor-ponyer i en indhegning på ca. 100 hektar, så vildt som det lader sig gøre i området.
Så selvom der offentlig adgang overalt i Kohaveskoven, skal du huske, at heste og kvæg lever som vilde dyr og man skal derfor altid holde god afstand til dem.
- Må jeg cykle i indhegningen?
Ja, der er rig mulighed for at cykle på områdets mange stier. Vi arbejder på et kort, som viser alle de etablerede indgange.
- Er dyrene farlige for mennesker?
Nej. Men der er tale om store dyr, som man altid skal omgå med respekt og forsigtighed. Hold afstand til dyrene. Gå altid udenom en flok af dyr – ikke ind igennem flokken. Vær særlig opmærksom på ikke at komme imellem en kalv og dens mor.
Generelt er reglen, at man skal gå i en lang bue udenom kvæget, mens hestene normalt selv vil gå deres vej, da hestene er mere sky.
De dyr, der går på arealet, er dog af racer kendt for at være rolige. Skulle et dyr blive for opsøgende eller udvise aggressiv adfærd, vil det straks blive fjernet fra arealet.
- Hvor kan jeg se dyrene?
Det ved kun dyrene selv. Dyrene færdes frit i indhegningen. En del af oplevelsen er netop at gå på opdagelse efter dyrene. Heldigvis er det tilladt at færdes frit i hele området.
- Må jeg give dyrene mad?
Nej, fodring er strengt forbudt. Fodring kan gøre dyrene tamme og opsøgende. Kommer de tæt på for at tigge mad, kan det blive farligt. Dyrene kan blive forskrækkede og lave hurtige bevægelser, der i værste fald kan vælte mennesker.
Tamme og opsøgende dyr fjernes fra området.
- Må jeg medbringe hunde?
Ja, du må gerne medbringe hunde i snor i indhegningen. Naturbeskyttelsesloven foreskriver, at hunde skal føres i snor i Kohaveskoven. Ønsker du at slippe hunden løs, kan det ske i områdets hundeskov.
Det er ekstra vigtigt, at du holder afstand til de græssende dyr. Pas især på, at din hund ikke kommer til at bevæge sig ind mellem en ko og en kalv. En ko, der vil beskytte sin kalv, kan hurtigt blive farlig for jer.
- Må jeg ride i indhegningen?
Der er ingen ridestier i Kohaveskoven og vi anbefaler, at man undlader at ride indenfor indhegningen. Hestene kan reagere på hinanden og skabe farlige situationer for rytteren.
Se i øvrigt også Odenserundt.dk for lokation af bålplads og mere viden om arter i området.