Samarbejdsforum den 20. februar 2025
Referat af møde i Samarbejdsforum i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune.
Dato: 20. februar 2025
Tidspunkt: 17.00 – 20.00
Sted: Skulkenborg 1, Udvalgsværelset
Indkaldte deltagere:
Pårørenderepræsentanter:
- Maja Vangslev
- Tina Rosendorf Larsen
- Anne N. Sløk (afbud)
- Mads Witt Demant
- Johnny Rasmussen
- Mette Rasmussen (afbud)
Ungerepræsentanter:
- Kasper Skjoldaa
Udpeget af Danske Handicaporganisationer:
- Jon Jensen (formand for LEV Odense)
Ældre- og Handicapforvaltningen:
- Anne Sofie Grauslund Skov, fagkonsulent
Beskæftigelses- og Socialforvaltningen:
- Jacob Knudsen, Områdechef, Uddannelse 2
- Janni Ellegaard, Afdelingsleder, Ungerådgivningen 3 (afbud)
- Heidi Skovgaard, Ungerådgivningen 3
- Nidzara Graca, Konsulent (referent)
Dagsorden
1. Velkommen v. alle.
Anne N. Sløk stopper i Samarbejdsforum. Forvaltningen er på udkig efter endnu en ungerepræsentant.
2. Oplæg om aktivitets- og samværstilbud til mennesker med funktions-nedsættelse v. Anne Sofie Grauslund Skov.
Anne Sofie Skov fortalte om §103 og §104 og de tilbud der findes i Odense Kommune under denne lovgivning, samt svarede på spørgsmål fra Samarbejdsforum.§103 dækker over beskyttet beskæftigelse til folk med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse. Dette giver disse borgere mulighed for at varetage et job under beskyttede forhold. Det kan være fx madlavning eller pakkearbejde. Her får borgeren løn for sit arbejde.
§103 dækker over aktivitetstilbud relateret til socialt samvær.
Der findes en række tilbud under §103 og §104 i Odense:
- Odense Værkstederne dækker over både §103 og §104 tilbud, herunder bl.a. et maskinværksted, træværksted og lager. De dækker bl.a. personer med medfødt hjerneskade.
- Midtbyen har en række tilbud med fokus på samvær såsom café og køkken.
- Rehabilitering og Flådestyring dækker over §103 og §104 tilbud. Det er fx cykelreparation. Her har man desuden et samarbejde om beskæftigelse med Bilka. De dækker personer med sindslidelse.
- Tarup gl. Præstegård har § 104 tilbud til personer med erhvervet hjerneskade.
- Herudover findes §104 tilbud tilknyttet enkelte botilbud. Det er fx Munkehatten og Tornhuset.
Samarbejdsforum spurgte hvornår det afklares om en borger hører under §103 eller §104. Her var svaret, at borgeren afklares i løbet af det tredje år på STU i samarbejde med sin vejleder. Herefter er der brobygning for at understøtte en god overgang fra STU til det nye tilbud.
Samarbejdsforum spurgte hvor ofte borgere henvises til tilbud uden for kommunen. Her var svaret, at Odense Kommune sjældent henviser til tilbud uden for kommunen, da man har tilbud nok til at dække behovet.
Samarbejdsforum spurgte hvor meget ophold man har ret til i §103 og §104 tilbud og hvordan opholdet tilrettelægges. Forvaltningen svarede, at de fleste unge der afslutter STU stadig bor hjemme, og derfor som udgangspunkt har ret til fem dage om ugen. Man regner i dage, hvilket som udgangspunkt er kl. 9.00-15.00, men dette afhænger af bl.a. kørselsordninger. Myndigheden placerer borgere i tilbud, men forholder sig ikke til hvad borgerne laver på tilbuddene. Borger og tilbud aftaler hvilke hold og aktiviteter borgeren deltager i, med udgangspunkt i borgerens ønsker og evner. Der er mulighed for at skifte hold, hvis borgeren ønsker at prøve noget andet. Desuden er alle borgere tilknyttet en jobkonsulent, som kan følge op på hvordan det går borgeren i tilbuddet.
Samarbejdsforum bemærkede at der findes et privat §103 tilbud i Odense, der tager borgere i praktik, som ikke får muligheden af kommunen efter STU.
Jon Jensen bemærkede at man bør bruge betegnelsen ”funktionsvariation” frem for ”funktionsnedsættelse” for at undgå den negative association med ordet ”nedsættelse”. Derudover bemærkede han at man i Odense Kommune bør være konsekvent i sin skelnen mellem de fire handicaptyper, som man lægger op til i Handicappolitikken. Altså bør man tale om fysisk, psykisk, kognitiv og sensorisk handicap, frem for kun fysisk og psykisk handicap.
3. Nyt fra forvaltningen
- Ventetid på værgemål v. Heidi Spang Skovgaard
Forvaltningen oplyste at der er 1 års ventetid på en ansøgning om værgemål. Man kan dog sende en ansøgning når den unge er 17 år, så der er afklaring på ansøgningen når de fylder 18 år. Forvaltningen vejleder forældrene ift. proceduren, og vil sende materiale om proceduren. Ansvaret for at ansøge om værgemålet ligger dog ved forældrene.
Samarbejdsforum udtrykte et ønske om en tjekliste der giver et overblik over ting, som man som værge skal have styr på. Det kan være fx. hvordan man får adgang til MitID, e-boks, netbank og lign. Dette kan med fordel uddeles ved hhv. 16-års-mødet og 17-års-mødet, da mange af disse ting kan komme på plads inden barnet fylder 18 år, og man på den måde kan sprede informationerne ud, så forældre ikke overvældes. Forvaltningen vil arbejde videre med dette forslag med henblik på at lave en oversigt over opmærksomhedspunkter for praktiske ting ifm. værgemål. Dette skal tilpasses de forskellige typer af værgemål.
Samarbejdsforum roste Ungerådgivningens vejledninger, som er brugervenlige og giver et godt overblik over forløbet. Derudover var der tilfredshed med at man kun har en rådgiver, og ikke flere forskellige.
- Status på Barnets Lov v. Heidi Spang Skovgaard
Forvaltningen fortalte, at man fortsat er i proces, men at tanken bag Barnets Lov passer godt med Ungerådgivningens målgruppe, fordi den i forvejen fordrer øget inddragelse.
Samarbejdsforum havde forstået, at der efterhånden ville være mere afklaring og mere faste procedurer for hvornår et barn ikke skal inddrages i sin egen sag, fx en nedre aldersgrænse. Samarbejdsforum har dog ikke indtrykket af at dette er tilfældet, hvilket vækker bekymring for misforståelser, da rådgivere pålægges et stort ansvar ift. at kunne forstå og aflæse barnet rigtigt. Forvaltningen fortalte, at de endnu ikke har nok erfaringer med Barnets Lov til at have denne afklaring og mere faste procedurer for hvornår et barn ikke skal inddrages. Der skal derfor fortsat være en meget god begrundelse for ikke at inddrage barnet.
4. Evaluering af drop-in møde 2025
Aflysningen af årets drop-in møde blev drøftet. Det blev aftalt at Samarbejdsforum til mødet i september drøfter hvordan drop-in mødet skal se ud i fremtiden. Inden mødet vil forvaltningen tage kontakt til de borgere, der ville deltage til drop-in 2025 for at høre hvorfor de gerne ville deltage. Dette kan Samarbejdsforum bruge som udgangspunkt for deres drøftelse om fremtidens drop-in.
5. Fællesspisning
6. Status på arbejdet med tidslinjen med nedslag og mødeaktivitet for unge med funktionsnedsættelse v. Jacob Knudsen
Tidslinjen beskriver på nuværende tidspunkt processen fra det 15. til 18. år. Den afprøves nu i Uddannelsesrådgivningen 3 hvor borgere kan komme med bemærkninger, som forvaltningen arbejder videre med. Forvaltningen ønsker at favne alle målgrupper men erkender, at dette bliver en svær øvelse. Derfor forventes flere bemærkninger, jo flere rådgivere der tager den i brug. Det bliver desuden måske nødvendigt at opdele og tilpasse vejledningen, når den afprøves i afdelinger der arbejder med andre målgrupper og dermed andre processer. Man vil i fremtiden desuden arbejde videre med andre slags værktøjer der kan visualisere processen i Ungerådgivningen, fx film.
7. Spørgsmål til myndighed
Ingen spørgsmål.Forvaltningen orienterede om ansættelsen af ny koncernchef, Camilla Staal Axelsen. Derudover orienterede forvaltningen om at godkendelsesproceduren for hjælpemidler for over 250.000 kr. er blevet simplere. Samarbejdsforum var tilfreds med dette.
8. 2025 – Året der kommer i Samarbejdsforum
Samarbejdsforum ønsker et oplæg om det nye lovforslag vedr. merudgifter (Ny model for kompensationsydelsen). Lovforslaget prøver at forenkle og ensarte merudgiftsydelsens udmålingssystem ved bl.a. at indføre et standardbeløb for merudgifter. Samarbejdsforum udtrykte bekymring for om lovændringen vil komplicere ansøgningsprocessen for borgerne ved enkeltstående merudgifter. Forvaltningen vil prøve at få et oplæg om lovforslaget med til næste møde i Samarbejdsforum.
Forsyningsforpligtelsen ifm. botilbud i Odense Kommune blev drøftet, og det blev aftalt at forvaltningen vil sørge for et oplæg om forsyningsforpligtelsen til et af de kommende møder. Samarbejdsforum spurgte, hvorvidt man havde et forsyningsproblem i Odense, da man blandt forældre oplevede utryghed og bekymring for at der ikke var nok botilbud i kommunen, samtidig med at man hæftede sig ved stigningen af private botilbud. Forvaltningen oplyste at det er rigtigt, at der er et forsyningsproblem, men at dette er i Børn- og Ungeforvaltningen, hvor det er rejst som en problemstilling. Der er altså ikke et forsyningsproblem i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Problemet opstår fordi kommunen ønsker at alle samarbejdspartnere underskriver Arbejdsklausulen, der vedrører sig medarbejdernes arbejdsforhold. Forvaltningen understregede dog at hensynet til barnet altid vil veje tungere, og at kommunen endnu ikke har haft en konkret sag, hvor man ikke kunne placere et barn på et botilbud.
Følgende oplæg er aftalt til de kommende møder:
- Oplæg om merudgifter (måske næste møde).
- Oplæg om IPS-indsatser.
- Fokus på ulighed ift. deltagelse og livskvalitet for mennesker med funktionsnedsættelse. Herunder tema om adgang til foreningsliv.
- Oplæg om forsyningsforpligtelsen.
9. Eventuelt
Jon Jensen meddelte at han stopper som formand for LEV Odense fra mandag den 24. februar. LEV Odense laver en interrim-bestyrelse, som vil lede efter nye bestyrelsesmedlemmer og formand. Jon deltager i næste møde i Samarbejdsforum den 22. maj.