Solsikkesnoren og Solsikkeprogrammet - hjælp til dig med usynligt handicap eller diagnose
En nøglesnor, Solsikkesnoren, der diskret signalerer et ellers usynligt handicap eller diagnose, bliver nu udleveret gratis flere steder i byen. Odense Kommune er nemlig gået med i det internationale Solsikkeprogram.
Mennesker med usynlige handicap oplever ofte undren, utålmodighed eller irritation, fordi de kan have behov eller en adfærd, andre ikke forstår eller forventer.
Det kan fx være, når man spørger om det samme flere gange, måske fordi man har et hørehandicap, en hjerneskade eller lider af demens. Det kan også være, når man spørger om noget, der åbenlyst står på et skilt, men fordi man er ordblind eller måske synshandicappet, er det ikke læsbart / forståeligt.
Personer med usynlige handicap kan vælge at gøre deres usynlige handicap synligt med Solsikkesnoren. Det dæmper angsten, når man ikke behøver forklare sig for at få forståelse, men i stedet møder en omverden, der med det samme ved, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.
Odense bakker op om mennesker med usynligt handicap
Odense Byråd har besluttet at gå forrest, når det handler om at skabe større forståelse og tryghed for mennesker med et usynligt handicap. Det sker ved, at vi er gået med i Solsikkeprogrammet. Odense bliver samtidig blandt landets første solsikkekommuner – og den første på Fyn og blandt de store kommuner.
Solsikkeprogrammet arbejder for at skabe og øge trygheden i mødet mellem mennesker, der lever med usynlige handicap, og alle andre mennesker. Det sker ved at udbrede viden om usynlige handicap og ved hjælp af Solsikkesnoren. I Odense Kommune får alle medarbejdere viden om usynlige handicap, og hvad Solsikkesnoren betyder.
Solsikkesnoren kan bæres af alle, der lever med et usynligt handicap – fx hjerneskade, angst, ADHD, tourettes, autisme og demens mv. Snoren kan altså bæres af både børn og voksne.
Her kan du få Solsikkesnoren
Solsikkesnoren udleveres flere steder i byen:
Borgernes Hus
Østre Stationsvej 15
5000 Odense C
Indgangen
Dalumvej 95 B
5250 Odense SV
Center for Mental Sundhed
Jernbanegade 15
5000 Odense C
Lokalbibliotekerne, dvs.:
Dalum Bibliotek
Dalumvej 95
5250 Odense SV
Korup Bibliotek
Præstevej 12
5210 Odense NV
Vollsmose Bibliotek
Risingsvej 122
5240 Odense NØ
Holluf Pile Bibliotek
Nøglens Kvarter 10B
5220 Odense SØ
Bolbro Bibliotek
Middelfartvej 81
5200 Odense V
Højby Bibliotek
Højbyvej 66
5260 Odense S
Tarup Bibliotek
Rugvang 40
5210 Odense NV