Spring til indhold

Handicapråd den 4. juni 2024

Referat af møde i Handicaprådet i Odense Kommune den 4. juni 2024 i Ældre- og Handicapforvaltningen

Tidspunkt og sted: Mødelokale 3.s.54 (15.45-18.00)

Deltagere:

Birthe Malling, DH-repræsentant, formand
Birthe Bjerre, DH-repræsentant
Annelis Juhl Iskov, DH-repræsentant
Erik Vind Frost, DH-repræsentant
Jon Jensen, DH-repræsentant
Brian Dybro, politisk repræsentant
Reza Javid, politisk repræsentant
Marlene Ambo-Rasmussen, politisk repræsentant
Rasmus Ryrberg Høyer, politisk repræsentant
Sonja Serup Hansen, embedsmand
Hasse Jacobsen, embedsmand
Henrik Nellemann, embedsmand

Cæcilie Lumby, sekretær

Afbud:

Hanne Nielsen, DH-repræsentant
Preben Apager, DH-repræsentant

 

Referat

1. Velkomst v. formandskabet

 

2. Godkendelse af dagsorden v. formandskabet

Dagsordenen blev godkendt uden bemærkninger.

3. Godkendelse af referat fra møde den 9. april 2024 v. formandskabet

Bilag 1: Referat fra møde i Handicaprådet den 9. april 2024
Referatet blev godkendt uden bemærkninger.

 

4. Oplæg vedr. sansestimulering v. Vagn Hansen, forløbschef, og Pia Tange, rehabiliteringsleder, i Ældre- og Handicapforvaltningen

Vagn Hansen og Pia Tange deltager under dette punkt, hvor de vil tage Handicaprådet igennem et oplæg vedr. sansestimulering. Det vil de på baggrund af Handicaprådets temadag i 2023, hvor rådet skulle have haft et oplæg vedr. sansestimulering. Vagn og Pia er af Forretningsudvalget blevet bedt om at holde oplægget vedr. sansestimulering, fordi de i deres daglige arbejde er tæt på den målgruppe, der har gavn af sansestimulering.

 

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet tager oplægget til efterretning og efterfølgende drøfter, hvorvidt det giver anledning til yderligere i regi af rådet.
Pia Tange og Vagn Hansen gennemgik oplægget vedr. sansestimulering for Handicaprådet. Oplægget vil blive sendt ud med referatet.
Handicaprådet kvitterede efterfølgende for et godt og informativt oplæg. Der blev spurgt ind til, om der arbejdes med sansestimulering på alle bosteder i forvaltningen, hvilket oplægsholderne bekræftede, at man gør. De fleste steder er der ansat ergoterapeuter, og man har generelt fokus på, hvordan der arbejdes med sansestimulering dagligt. Både ift. indretning af bostedet/dagtilbuddet og/eller ift. den enkelte borgers behov. Det blev pointeret fra oplægsholdernes side, at hvis medarbejderne ikke ser/imødekommer borgerne på den rigtige måde ift. deres sansestimulering, kan det skabe store udfordring for borgerne. Det kan både være ift. deres adfærd overfor andre og ift. egen trivsel. Derfor er det et meget centralt fokus for alle omkring borgeren, at man ser og er opmærksom på, hvordan man bedst hjælper borgeren til at kunne rumme sig selv og/eller andre omkring.

 

Følsomheden overfor støj blev efterfølgende drøftet. Hvorvidt det handler om målgruppen, eller antallet der sammensættes. Der blev også spurgt ind til, om arbejdet med sansestimulering kan være en måde at mindske brugen/anvendelsen af magt Det bekræftede oplægsholderne, at det kan det. Ikke mindst i et forebyggende perspektiv. Derudover blev det fremhævet, at på børne- og ungeområdet arbejdes der også med sanseprofiler. Det gælder ikke kun på det højt specialiserede område. Det gælder også inden for normalområdet, hvor man f.eks. kan indrette institutioner på en sådan måde, at det kan hjælpe børn med lettere udfordringer. Og da foranstaltningerne/ændringerne samtidig ikke er til skader for de øvrige børn, er det en god måde at rumme/imødekomme hele målgruppen på.

Der blev afslutningsvis spurgt ind til, hvor meget oplægsholderne har været med til at forme indretningen på det nye tilbud på Kelsbjergvej. Det har de, sammen med andre kollegaer, været dybt involveret i, og de har en klar oplevelse af, at de er blevet lyttet meget til ift. de faglige perspektiver. Selvfølgelig har der været begrænsninger i forhold, men de har en oplevelse af, at deres faglige perspektiver er blevet vægtet højt i processen.

 

5. Opfølgning på prisuddelingen 2024 herunder nedsættelse af priskomiteen v. formandskabet

Handicaprådet har på seneste møde i rådet besluttet, at det skal undersøges, hvorvidt Handicaprådets årlige prisuddeling kan kobles sammen med uddelingen af Ildsjælepriserne og FrivilligGalla.
Ældre- og Handicapforvaltningen er i gang med at undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre. Der vil blive givet en mundtlig status på dette under punktet.
Alt afhængigt af tilbagemeldingen fra arrangørerne bag Ildsjælepriserne og FrivilligGalla drøftes det, hvordan Handicaprådet ønsker, at dette års uddeling skal forløb.

 

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet drøfter, hvordan dette års prisuddeling skal forløbe, herunder hvem der skal deltage i årets priskomite.
Hasse Jacobsen orienterede Handicaprådet om, at Ældre- og Handicapforvaltningen har undersøgt, om Handicaprådet kunne få lov til at koble sig på FrivilligGalla. Det er blevet undersøgt grundigt, men tilbagemeldingen er, at det ikke er en mulighed. FrivilligGalla takker for interessen og har stor respekt for handicappriserne. Men man har valgt at takke nej til en sammenlægning, fordi man er bekymret for, at det vil fjerne fokus fra frivillighedsområdet.
Det blev herefter drøftet, hvor det stiller prisuddelingen i år. Der blev budt ind med følgende perspektiver, der skal tages med i det videre arbejde med planlægningen af prisen:

-
Der bør kun uddeles én pris i år.

-

Selve uddelingen kunne evt. ligge i forbindelse med afholdelsen af et internt mini-handicaptopmødet, der afholdes af Ældre- og Handicapforvaltningen i november.

Hasse orienterede Handicaprådet om, at han gerne vil stille sig til rådighed i forhold til det videre arbejde. Birthe Malling og Jon Jensen ønsker også at indgå i en arbejdsgruppe for prisuddelingen.

Beslutning
Handicaprådet besluttede, at arbejdsgruppen for prisuddelingen i år kommer til at bestå af Hasse, Birthe Malling og Jon.
Det blev aftalt, at arbejdsgruppen vil komme med et oplæg til prisuddelingen på næstkommende møde i Handicaprådet. Det vil sige den 27. august 2024.

 

6. Opstart af arbejdet for Handicaprådets temadag 2024 v. formandskabet

Forretningsudvalget ønsker, at Handicaprådet drøfter mulige temaer for årets temadag. Forretningsudvalget foreslår, at Handicaprådet i drøftelsen tager afsæt i temaet fra Det Centrale Handicapråds temadag i år. Det vil sige; ’Flere med handicaps skal være en del af fritidslivets fællesskaber’. Derudover foreslår Forretningsudvalget det ligeledes drøftes, hvem der ønsker at indgå i arbejdsgruppen, der får til opgave at planlægge temadagen.

 

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet drøfter temaer til årets temadag samt deltagere i arbejdsgruppen.
Handicaprådet drøftede den viden, som udvalgte medlemmer af rådet har fået med hjem fra Det Centrale Handicapråds temadag. Der var enighed om, at det vil være et godt udgangspunkt for Handicaprådets egen temadag. Udover det materiale, der er udsendt med dagsordenen, blev organisationen ’Specialsport’ fremhævet, da de ligeledes kunne være interessant at få til at holde et oplæg på dagen. De er en organisation, der har fokus på at sikre, at børn og unge med særlige behov og handicap muligheden for at deltage i foreningsliv og fællesskaber. Der kan læses mere om organisationen via følgende link:

https://specialsport.dk/

 

Birthe Bjerre, Sonja Serup og Annelis Iskov tilkendegav, at de gerne vil stille sig til rådighed for en arbejdsgruppe, der får til opgave at udforme et program for temadagen.

 

Beslutning

Handicaprådet besluttede, at Birthe Bjerre, Sonja og Annelis udgør arbejdsgruppen for den kommende temadag. Arbejdsgruppen vil i planlægning af dagen tage afsæt i temaet fra Det Centrale Handicapråds temadag. Det vil sige; ’Flere med handicaps skal være en del af fritidslivets fællesskaber’.
Ældre- og Handicapforvaltningen vil sikre, at der hurtigst muligt bliver reserveret en dato for den kommende temadag. Bilag 2-5: Div. oplæg fra Det Centrale Handicapråds temadag

 

Orienteringspunkter

 

7. Status på ’byggesager’ på handicapområdet v. Hasse Jacobsen

Det er besluttet, at Handicaprådet løbende bliver orienteret om de byggesager, der er igangsat på det specialiserede socialområde. Dels for at sikre, at Handicaprådet bevarer et overblik over de forskellige byggesager, men ligeledes for at sikre, at de bliver involveret/involverer sig, når det har relevans for byggeprocessen.
Hasse vil under punktet orientere rådet om nyeste status i arbejdet.

 

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning
Hasse Jacobsen orienterede Handicaprådet om, at forsinkelsen på Kelsbjergvej forventes at strække sig over seks måneder. Det betyder, at tilbuddet forventes at stå færdigt primo 2025. Set i lyset af den sårbare situation, byggesagen har været i grundet konkursen, er det en forsinkelse, som forvaltningen er meget glade for. Herudover blev 3-i-1 tilbuddet drøftet ift. den videre proces. Det er politisk vedtages, men der mangler fortsat at blive truffet politisk beslutning om, at frigive de nødvendige midler ift. at komme videre med både en placering og et kommende udbud.

Det blev i forlængelse heraf drøftet, hvad en hensigtsmæssig størrelse på et botilbud skal/bør være. Der blev rejst en kritik af, at Danmark generelt er begyndt at bygge meget store enheder/institutioner, og at der ikke kan findes evidens for, at det skulle være bedre for målgruppen.
Det blev derudover drøftet, hvordan 3-i-1 tilbuddet forventes indrettet ift. om de kan/skal betegnes som én stor enhed eller flere små enheder på samme matrikel.
Handicaprådet var enige om, at man på baggrund af drøftelsen vedr. 3-i-1 ønsker det dagsordenssat på et kommende møde i Handicaprådet.

Punktet skal bruges som afsæt til, om Handicaprådet skal udforme pejlemærker/perspektiver til det videre arbejde/opførelsen af 3-i-1-tilbuddet. Det blev aftalt, at Hasse vil sørge for, at det bliver dagsordenssat på et kommende møde.

 

8. Orientering om det opdaterede årshjul v. formandskabet

Årshjulet er blevet opdateret med Forretningsudvalgets seneste input til kommende dagsordenspunkter

 

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet tager det opdaterede årshjul til efterretning.
Bilag 6: Handicaprådets Årshjul 2024
Handicaprådet var enige om, at punktet vedr. 3-i-1-tilbuddet skal tilføjes årshjulet. Derudover blev det tilrettede årshjul taget til efterretning.

 

9. Eventuelt

Hasse Jacobsen orienterede Handicaprådet om, at Cæcilie Lumby går på barsel på fredag den 7. juni. Forvaltningen har i den forbindelse besluttet, at Hasse tager over som den primære kontaktperson for Handicaprådet indtil efter sommerferien, hvor Annette Frost, chefkonsulent i forvaltningen, tager over på Cæcilies funktion.
Det betyder, at hvis rådets medlemmer har behov for noget ift. betjening af rådet, så er det Hasse, de kontakter, indtil Annette er kørt i stilling. Ordningen vil blive sendt ud på mail til rådet, så ingen er i tvivl om, hvem de skal henvende sig til og fra hvornår.

 

Hasse orienterede ligeledes rådet om, at Vagn Hansen, der er forløbschef for medfødt hjerneskade i Ældre- og Handicapforvaltningen, går på pension. Forvaltningen er derfor i gang med at rekruttere en ny chef til området. Det forventes, at det kan meldes ud på den anden side af sommerferien, hvem det bliver.

Ældre- og Handicapforvaltningen