Spring til indhold

4. december 2024

Referat af møde i Handicaprådet i Odense Kommune den 4. december 2024 i Ældre- og Handicapforvaltningen

Tidspunkt og sted: Restaurant Næsbyhoved Skov, Odense (15.45-18.00)

Deltagere:
Birthe Malling, DH-repræsentant, formand
Birthe Bjerre, DH-repræsentant
Jon Jensen, DH-repræsentant
Annelis Iskov, DH-repræsentant
Hanne Nielsen, DH-repræsentant
Erik Vind Frost, DH-repræsentant

Brian Dybro, politisk repræsentant, næstformand

Hasse Jacobsen, embedsmand
Henrik Nellemann, embedsmand

Charlotte Hundstrup Nielsen, sekretær

Afbud:
Preben Apager, DH-repræsentant
Sonja Seerup, embedsmand
Rasmus Ryrberg Høyer, politisk repræsentant
Reza Javid, politisk repræsentant
Marlene Ambo-Rasmussen, politisk repræsentant

DAGSORDEN

1. Godkendelse af dagsorden v. formandskabet

Dagsorden godkendt.

2. Godkendelse af referat fra den 8. oktober 

Referat godkendt.

3. Opfølgning på ’Øget tilgængelighed i centrum for borgere med handicap’ v. Henrik Nellemann

Forligspartierne blev enige om at afsætte 2,0 mio. kr. i 2023 i en pulje til at øge tilgængeligheden i centrum for borgere med handicap.
Beløbet afsættes under By- og Kulturudvalget, der også står for udmøntningen, efter inddragelse af Handicaprådet og Ældrerådet.

Forretningsudvalget har ønsket, at Henrik Nellemann gennemgår status for de tre projekter, der er udsprunget af indsatsen om ’Øget tilgængelighed i centrum for borgere med handicap’.

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet drøfter, om status fra By- og Kulturforvaltningen giver anledning til yderligere.

Bilag 2: Status for ’Øget tilgængelighed i centrum for borgere med handicap’.

Beslutning
Henrik Nellemann præsenterede status for de tre projekter, der er udsprunget af indsatsen om ’Øget tilgængelighed i centrum for borgere med handicap’.

Status og gennemgang af projekterne fremgår af det opdaterede "Bilag 2: Status for 'Øget tilgængelighed i centrum for borgere med handicap'", som er vedlagt referatet.

Henrik blev spurgt, om der etableres taktile felter i forbindelse med nye fodgængerovergange. Han forklarede, at dette kun sker ved vedligeholdelse, hvor de allerede findes. Ved nye fodgængerovergange skal der afsættes specifikke midler til dette.

Vedrørende skiltningen ved OBC kunne Henrik berette, at der generelt er en god dialog med både DSB og Banedanmark. Tidshorisonten for afklaring med OBC er dog uvis, og man afventer derfor yderligere information.

Henrik blev også spurgt om By- og Kulturforvaltningens oplevelse af efterspørgsel efter tilgængelighedstiltag i resten af kommunen. Han forklarede, at efterspørgslen er meget spredt, og at det er forskellige kontorer, der håndterer dette sammen med Klima- og Miljøforvaltningen. Der er adskillige hensyn af tage i de konkrete situationer, og fordele og ulemper vurderes nøje. Fremme af cyklister og gåendes forhold er et stort fokus.

I forbindelse med drøftelsen af anlægsmidlerne understregede Henrik, at der ikke er en deadline for, hvornår midlerne skal være brugt, og at de er øremærket til øget tilgængelighed.

Handicaprådet tog orienteringen til efterretning og konstaterede, at gennemgangen havde givet anledning til en god drøftelse.

4. Drøftelse af udkast til Handicaprådets årsrapport 2024 v. formandskabet

Handicaprådet skal én gang årligt foreligge en årsberetning for byrådet.
Formandskabet har derfor i samarbejde med sekretariatet udarbejdet et udkast til Handicaprådets årsberetning.

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet gennemgår udkastet med henblik på en endelig godkendelse af den årsberetning, der skal forelægges byrådet i 1. kvartal af 2025

Bilag 3: Handicaprådets årsberetning 2024

Beslutning
Handicaprådet drøftede årsberetningen og besluttede, at der i afsnit 2, "Handicaprådets fokus i 2024", bør laves en sondring mellem fokusområder og tilbagevendende begivenheder. Dette medfører, at der tilføjes et afsnit i rapporten med titlen "Handicaprådets tilbagevendende begivenheder", hvor 'Handicaprådets årlige temadag' og 'handicapprisen' placeres.

I forlængelse af drøftelsen om fokusområder besluttede Handicaprådet, at følgende fokuspunkter mangler og bør tilføjes: pårørenderådgivning, magtanvendelse og sundhed.

Desuden ønsker Handicaprådet, at det i årsberetningen fremhæves, at Handicaprådet tager rollen som høringspart alvorligt og derfor er optaget af at afgive gode høringssvar. Dette kræver forberedelse og mere tid end de korte tidsfrister, der ofte sættes af forvaltningen. Handicaprådet understreger, at der er forståelse for forvaltningens praksis og det pres, der er i sagsbehandlingen. Endvidere oplyser Handicaprådet, at ikke alle høringer fremgår i årsrapporten. Sekretariatet vil undersøge det.

For at imødekomme Handicaprådets ønske om mere forberedelse til at afgive høringssvar, vil sekretariatet til det kommende møde i Forretningsudvalget udarbejde en oversigt over sager i pipeline, så Handicaprådets mulighed for at være på forkant bliver større. Praksis for brug af årshjulet til at præsentere sager i pipeline kan med fordel genaktualiseres.

Handicaprådet er opmærksom på, om alle relevante sager fra andre forvaltninger når frem til Handicaprådet. I forlængelse heraf vil sekretariatet til det kommende møde i Forretningsudvalget gennemgå de syv udvalgsdagsordener fra 2024 for at undersøge, om der var sager, hvor Handicaprådet burde have været involveret.

Handicaprådets årsberetning blev således drøftet.


5. Arbejdsgruppens oplæg til behandling af FN’s kritik af Danmark for ikke at leve op til FN’s Handicapkonvention på en række områder v/ Jon, Annelis og Hanne

Punktet er en opfølgning på Handicaprådets drøftelse den 8. oktober.

Den nedsatte arbejdsgruppe bestående af Jon, Annelis og Hanne, præsenterer et oplæg til, hvordan Handicaprådet bedst arbejder videre med emnet.

Baggrund
FN’s Handicapkomité har en lang række kritikpunkter af Danmark og forholdene for mennesker med handicap. Komitéen skriver i sin rapport, at det generelt går den forkerte vej for mennesker med handicap i Danmark. Kritikken går blandt andet op fejlslagen inklusion i skolen, tvang i psykiatrien og magtanvendelse på bosteder samt at der er forskel fra kommune til kommune på den støtte, man som borger kan få.

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.

Beslutning
Arbejdsgruppen præsenterede deres oplæg til, hvordan Handicaprådet kan arbejde med FN’s kritik af Danmark for ikke at leve op til FN’s Handicapkonvention på en række områder.
Handicaprådet drøftede arbejdsgruppens oplæg og besluttede følgende:
-Thorkild Olesen deltager i Handicaprådets møde den 27. maj, hvor han vil tale om FN’s Handicapkonvention og dens betydning for Odense.
-Thorkild Olesens oplæg skal indledes med et nationalt perspektiv, men hovedfokus vil være på konkrete forslag til fokuspunkter for Odense og hvordan byen kan håndtere og arbejde med kritikken.
- Handicaprådet vil følge op på de strategiske fokuspunkter i løbet af året og følge, at der i Odense Kommune bliver arbejdet videre hermed.
- Handicaprådet vil selv udpege fokusområder i henhold til FN’s kritikpunkter for videre drøftelse og konkretisering. Et eksempel på dette kunne være inklusion i folkeskolen og et andet kunne være botilbud jf. boligkonferencen den 22. november. For at sikre oplysning og dialog om relevante temaer, som har rod i andre forvaltninger end Ældre- og Handicapforvaltningen, kan medlemmer af Handicaprådet, via Forretningsudvalget, anmode om at få dem belyst.
- Den resterende koordinering med Thorkild Olesen håndteres af sekretariatet af hensyn til planlægning af den resterende del af mødet den 27. maj.
På den baggrund tog Handicaprådet arbejdsgruppens oplæg til efterretning.
Link til en dansk oversættelse af FN’s vurdering af Danmark ift. handicapkonventionen:
Anbefalingerne fra FN's handicapkomité - Afsluttende bemærkninger til Danmarks samlede anden og tredje periodiske beretning
.

 

6. Status på ’byggesager’ på handicapområdet v. Hasse Jacobsen

Det er besluttet, at Handicaprådet løbende bliver orienteret om de byggesager, der er igangsat på det specialiserede socialområde. Dels for at sikre, at Handicaprådet bevarer et overblik over de forskellige byggesager, men ligeledes for at sikre, at de bliver involveret/involverer sig, når det har relevans for byggeprocessen.

Hasse Jacobsen vil orientere rådet om nyeste status i arbejdet.

Indstilling
Det indstilles, at Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.

Beslutning
Hasse orienterede om status for Kelsbjergvej og 3-1-tilbuddet.

Kelsbjergvej overdrages snart. Der har været afholdt åbent hus, og indvielsen finder sted den 30. januar. Fra den 17. februar begynder beboerne at flytte ind, og Myndighed er i gang med at visitere borgere til tilbuddet.
Socialtilsynet har givet en betinget godkendelse, da de endnu ikke har haft mulighed for at inspicere tilbuddet.
Et lederteam er ansat og i gang med at rekruttere medarbejdere. Når Kelsbjergvej er i fuld drift, forventes det, at der vil være ansat op til 70-80 medarbejdere.
Kelsbjergvej har eget køkken, og der er generelt en god dialog med de pårørende.

For 3-1-tilbuddet er der fokus på at sikre inddragelse gennem hele processen. Forvaltningen arbejder på at sikre en tæt kobling til Handicaprådet og inddrage rådets bidrag i den videre proces.
Da der endnu ikke er fundet en grund til tilbuddet, er udbudsprocessen ikke startet endnu. 3-1-tilbuddet forventes at stå færdigt om 5 år.

Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.

7. Orientering om det opdaterede årshjul v. formandskabet

Årshjulet er blevet opdateret med Forretningsudvalgets seneste input til kommende dagsordenspunkter.

Det indstilles, at Handicaprådet tager det opdaterede årshjul til efterretning.

Bilag 4: Handicaprådets Årshjul 2025

Beslutning
Handicaprådet drøftede årshjulet og besluttede, at der til punktet i første kvartal ”Handicappolitikken – status ved forvaltningerne om, hvordan den enkelte borger møder handicappolitikken” tilføjes en status på Mini-handicaptopmødet.
I fjerde kvartal tilføjes punktet: ”Det gamle handicapråd takker af”.

Forretningsudvalget vil på kommende møde drøfte, hvordan Thorkild Olesens skriv om ’hvordan befolkningen ser på mennesker med handicap’ eventuelt kan kvalificeres til et punkt på et møde i Handicaprådet.

Der blev spurgt til status for opdatering af Odense Kommunes hjemmeside, så det sikres, at borgere kan finde information om muligheder og tilbud. Forvaltningen vil undersøge dette nærmere, blandt andet ved at forhøre sig hos den nedsatte arbejdsgruppe. Efterfølgende vil der blive givet tilbagemelding til Forretningsudvalget.

Forvaltningen finder en ny dato til Handicaprådets temadag, som ellers var planlagt til den 13. november 2025. Temadagen skal rykkes frem til afholdelse før sommerferien – gerne i juni. Jon og Annelis har meldt sig til at planlægge temadagen.

Handicaprådet tog orienteringen om årshjulet til efterretning.


8. Punkter til eventuelt

Intet til referat.

Ældre- og Handicapforvaltningen