Tandtråd
Brug af tandtråd, fjerner bakteriebelægninger mellem tænderne. På den måde holder du dine tænder rene for plak, forebygger huller, tandkødsbetændelse og dårlig ånde.
Tandtråd anvendes ved behov efter vejledning af tandplejepersonalet. Du kan både bruge almindelig tandtråd eller tandtråd spændt på bøjle.
Tandtråd på bøjle
Der findes mange udgaver af denne form for tandtråd. ”Glide” er en tandtråd spændt ud på en lille bøjle, som kan justeres ved tryk.
Det kan være en stor hjælp at bruge tandtråd på bøjle, hvis du skal bruge tandtråd på et barn.
- Håndtaget kan, afhængig af bøjlen, presses sammen så tråden strammes.
- Tråden placeres i mellemrummet mellem tænderne.
- Tråden føres mellem tænderne i savende bevægelser.
- Alle tandflader renses.
- Først på indersiden af den ene tand og bagefter på indersiden af den anden tand.
- Undgå at trykke for meget ned på tandkødet.
- Efter brug skylles tandtråden.
- Tråden kan genbruges til den flosser eller ikke kan strammes mere.
- Tandtråd på bøjle kan købes på apoteket eller i supermarkedet.
Almindelig tandtråd
- Brug et stykke tandtråd på ca. 15 cm. Tandtråden skal helst være vokset og flad.
- Sno den rundt om dine to pegefingre, og spænd tråden ved at sætte tommelfingrene på.
- Før forsigtigt tråden ned mellem tænderne i retning mod tandkødet.
- Tråden føres op og ned og fra side til side. Først på den ene tandflade og derefter på den anden.
- Herefter fjernes tandtråden fra det rengjorte område og flyttes til næste mellemrum.
- Dette fortsættes, indtil alle mellemrum plus de bageste tandflader i tandrækkerne er rengjorte.