Tidlig skolestart
Her findes relevant info vedrørende tidlig skolestart.
I Danmark er der 10 års undervisningspligt, og et barn skal som hovedregel starte i skole det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år.
Ønskes tidlig skolestart, og skal dit barn starte i et folkeskoletilbud
Med afsæt i Folkeskoleloven kan et barn på forældres anmodning indskrives i skole fra begyndelsen af det kalenderår, hvor barnet fylder 5 år. Der kræves dog, at barnet fylder 5 år inden den 1. oktober, og at det fagligt vurderes, at barnet kan følge med i undervisningen. Ved ønske om tidlig skolestart kontaktes i første omgang barnets dagtilbud ift. udarbejdelse af faglig vurdering af, hvorvidt barnet vil være i stand til at følge undervisningen i skolen.
Faglig vurdering fra barnets dagtilbud sendes sammen med forældreanmodningsskema til distriktsskolelederen, som derefter træffes endelige afgørelse.
Er dit barn ikke indskrevet i dagtilbud forud for skoleindskrivning, kontakt da Skoleafdelingen i Odense Kommune for nærmere vejledning.
Ønskes tidlig skolestart, og skal dit barn starte i en fri grundskole
Skal dit barn ved skolestart indskrives i en fri grundskole, kan privat- og friskoler indenfor rammen af Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler selvstændigt bestemme, hvilke elever skolen ønsker at indskrive.Ovenstående betyder, at den enkelte privat- og friskole selv træffer afgørelse i sager, hvor forældre anmoder om tidlig skolestart. Ved ønske om tidlig skolestart på en privat- og friskole henvises herfor til den konkrete skole for nærmere aftaler og endelige afgørelser herom.