Spring til indhold

Beslutning om miljøvurdering af forslag til lokalplan 0-1100 og kommuneplantillæg 75 Boliger og rekreativt område ved Byens Bro

Odense Kommune udarbejder forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for boligbebyggelse samt et offentlig tilgængeligt rekreativt område ved Byens Bro:
Lokalplan nr. 0-1100 Boliger og rekreativt område ved Byens Bro og kommuneplantillæg nr. 75.

Billedet viser Lokalplanafgrænsningen for lokalplanen 0-1100 Boliger og rekreativt område ved Byens Bro

Forvaltningen vurderer, at planerne kan medføre væsentlige påvirkninger på miljøet, der medfører pligt til miljøvurdering, som skal undersøges nærmere. Derfor gennemfører Odense Kommune en miljøvurderingsproces og udarbejder en miljørapport. Det betyder, at potentielt væsentlige miljøpåvirkninger bliver undersøgt og vurderet. Miljørapporten offentliggøres samtidig med planforslagene på www.odense.dk/høring.

 

Proces

Miljørapporten udarbejdes sideløbende med planforslagene. Dokumenterne vedtages af By- og Kulturforvaltningen til fremlæggelse i minimum 8 ugers offentlig høring. Der udarbejdes derefter en sammenfattende redegørelse, som beskriver hvordan miljøhensyn er inddraget i planlægningen.

Der vil blive taget stilling til eventuelle høringssvar i forbindelse med den endelige politiske vedtagelse af planerne.

Når lokalplanen og kommuneplantillægget er endeligt vedtaget, offentliggøres de sammen med miljørapporten og den sammenfattende redegørelse på Odense Kommunes planportal.

Odense Kommune forventer at afholde et informationsmøde under den offentlige høringsperiode.

Den forventede tidsplan for planlægning og miljøvurdering er:

 

2025

Marts: 2 ugers afgrænsningshøring af berørte myndigheder
April: Afgrænsning af miljørapportens indhold
April – maj: Udarbejdelse af miljørapport
Juni – august: 8 ugers offentlig høring af planforslagene og miljørapport
september: Behandling af høringssvar, udarbejdelse af sammenfattende redegørelse.
November/december: Endelig vedtagelse af lokalplan og tillæg til kommuneplanen.

 

Miljøvurderingens indhold

Inden der udarbejdes en miljørapport, afgrænses vurderingens omfang og indhold. Den indledende afgrænsning har vist, at planforslagene kan have væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til:

  • Trafikstøj
  • Støj fra jernbanen herunder godstogstrafik
  • Støj fra virksomheden Banedanmark Teknik

 

Høring af berørte myndigheder

Der er i perioden 11. marts – 26. marts gennemført en høring af berørte myndigheder vedrørende afgørelsen om at miljøvurderer planforslagene og afgrænsningen af miljørapportens indhold. Der er med denne orientering gennemført den lovpligtige oplysning til offentligheden efter miljøvurderingslovens § 32. Det er vurderet, at der ikke skal gennemføres en høring af nabostater.

Følgende myndigheder er blevet hørt:

Odense Kommune, VandCenter Syd og Banedanmark.

Der er i høringsperioden indkommet 5 bemærkninger fra kommunens forskellige fagkontorer. Der er i bemærkninger ikke givet udtryk for ønske om, at miljøvurderingen udvides med flere emner. Bemærkningerne har omhandlet viden fra de gældende myndigheder samt sproglige præciseringer til afgrænsningsnotatet.

VandCenter Syd og Banedanmark har begge indsendt høringssvar, hvori det fremgår, at de ikke har bemærkninger til afgrænsningsnotatet.

 

Oplysninger

De miljøoplysninger, der anvendes til miljøvurderingen, offentliggøres ikke. Oplysningerne kan rekvireres ved henvendelse til Camilla Nielsen på camrn@odense.dk eller tlf. 2381 2549. Bemærkninger eller spørgsmål til processen kan også rettes hertil.

 

Vurdering af habilitet

Odense Kommune skal sikre, at der ikke opstår myndighedsinhabilitet i forbindelse med miljøvurderingsproceduren, jævnfør reglerne i miljøvurderingslovens § 40 om adskillelse af uforenelige funktioner. Den medarbejder, der udarbejder planforslagene, er ansat i kommunens afdeling for Byudvikling. Der er i Byudvikling ingen medarbejdere, der varetager funktionen som berørte myndigheder, der skal høres om afgrænsningen af miljørapportens indhold samt om planforslaget inklusive miljørapport. Dermed er der ikke er personsammenfald mellem medarbejdere og chefer, der udarbejder planerne, og dem der varetager opgaven som berørte myndigheder, jævnfør miljøvurderingsbekendtgørelsens § 15.

 

Lovgrundlag

Forslag til lokalplan nr. 0-1100 boliger og rekreativt område ved Byens Bro udarbejdes i henhold til planlovens kapitel 5.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 75 udarbejdes i henhold til planlovens kapitel 4.

Miljøvurdering af planforslagene gennemføres efter reglerne i miljøvurderingsloven med senere ændringer: LBEK nr. 4 af 3. januar 2023. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) samt miljøvurderingsbekendtgørelsen, BEK nr. 806 af 14/06/2023, Bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter.

 

By- og Kulturforvaltningen