Nybyggeri og den fælles opgave
Nye almene boliger skal bidrage til at sikre, at der i hele byen findes gode boliger, der kan betales af alle.

En bygherre inden for almen boligbyggeri har en lovmæssig forpligtelse til at sikre, at nye projekter har en god arkitektonisk kvalitet og holder sig inden for de gældende økonomiske rammer. Kommunen yder støtte til nybyggeri af almene boliger og kan med hjemmel i støttebekendtgørelsen fremsætte særlige vilkår for støtte til projekterne.
Arkitektsturstrategi Odense 2020, Bystrategi 2019 og Kommuneplan 2020-2032 sætter sammen med FN´s verdensmål ambitionsniveauet for nye projekter i Odense.
Byudvikling med kvalitet og omtanke - Arkitekturstrategi Odense 2020
Byggeri er komplekst og mange behov og hensyn spiller ind, når man skal skabe funktionelle rammer for både fællesskaber og individuelle behov. Derfor skal arkitekturstrategien være en rammesætning, som vi i fællesskab kan arbejde med, når vi udvikler byen. Den skal være med til at sikre, at vi udvikler vores by med kvalitet og omtanke for det liv, der leves i såvel byrum som i bygninger - både for os og for de generationer, der kommer efter os.
Arkitekturstrategien handler om:
- den arkitektoniske kvalitet i byggeriet
- at sikre bokvalitet og respektere eksisterende kvaliteter og kulturarv
- den grønne kvalitet i uderummene
- livet mellem husene og bæredygtighed
I strategien er der en række spørgsmål til dem, der ønsker at bygge i byen. Projekter i Odense skal forholde sig til Arkitekturstrategiens spørgsmål.
Boligorganisationen skal i forbindelse med opførelsen af nye almene boliger tilstræbe at få mest mulig værdi for de investerede midler. Byggeriet skal have en god arkitektonisk, teknisk, sundhedsmæssig og miljø– og energimæssig kvalitet. Omkostninger og husleje skal samtidig holdes på et sådant niveau, at boligerne kan påregnes udlejet efter deres formål.
Odense Kommune skal værne om den sociale sammenhængskraft, som gør Odense til en by, hvor det er rart og inspirerende at leve. Byen skal være indrettet, så borgerne møder hinanden på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle baggrunde. Alle byens kvarterer nye som gamle, skal hænge godt sammen fysisk, og skal udformes, så de er økonomisk bæredygtige, robuste og driftsvenlige.
Boligerne skal disponeres, så de har en god arealøkonomi. Det betyder, at for eksempel indgangsområder, trappeopgange og teknikrum skal arealoptimeres, så der opnås mest mulig bokvalitet for beboerne.
Processen fra idé til virkelighed er en fælles opgave mellem boligorganisationerne og Odense Kommune. Nye almene boliger skal vurderes ud fra en række overordnede målsætninger, der vedrører arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet samt social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Det vil sige, at der skal opnås en god balance mellem æstetik, funktionalitet og holdbarhed i de nye bebyggelser. Derudover skal de fungere som en integreret del af de byområder, som de ligger i og spille positivt sammen med andre funktioner i nærområdet.