Seniorliv
Hvordan kan Odense Kommune skabe rammerne for et aktivt og attraktivt liv for de 55+ årige odenseanere i dag og i fremtiden? En omfattende borgerinddragelse har givet et indblik i seniorernes ønsker, og nu bliver flere af forslagene gjort til virkelighed.
Gode udendørs aktiviteter, mødesteder, fitnessredskaber i det offentlige rum, toiletfaciliteter i forbindelse med udendørs tilbud, seniorboliger, seniorboligfællesskaber og petanquebaner. Mulighederne er mange.
Livet for de 55+ årige skal være rigt, aktivt og fyldt med fællesskaber. Odense Byråd har besluttet at investere 50 millioner kroner i at løfte de fysiske rammer frem mod 2030 for at gøre Odense til en endnu mere attraktiv seniorby.
Stor borgerinddragelse
Med Velfærdens Fundament ønsker politikerne at inddrage byens borgere for at skabe de bedste muligheder for, hvad pengene skal bruges på.
Derfor blev der i februar 2021 sendt et spørgeskema ud, og over 900 borgere har derigennem bidraget med deres idéer til, hvordan Odense kan blive en endnu bedre seniorby. Besvarelserne har dannet grundlag for 11 dialogmøder, hvor 90 seniorambassadører deltog. Som afslutning på forløbet blev der afholdt et møde på Odense Rådhus med et udsnit af de 90 seniorambassadører og byrådets politikere.
.jpg)
De fire store temaer
Forslagene fra borgerinddragelsen er blevet kategoriseret og præsenteret i fire centrale temaer:
- Fællesskaber og frivillighed: Rum til socialt samvær og deltagelse på tværs af bydele
- Transport og tilgængelighed: Nem adgang til byen, en følelse af tryghed og handicapvenlighed
- Natur og grønne områder: En flot og grøn by, fyldt med pausesteder og overskuelighed
- Seniorboliger: Billige boliger til seniorer - med eller uden fællesskaber
Du kan læse mere om de fire temaer her
Forslagene bliver en realitet
Efter den omfattende borgerinddragelse har Odense Byråd besluttet at investere 10 millioner i nye seniorboliger. De 10 millioner kroner skal supplere det beløb, der allerede er afsat under By- og Kulturudvalget til grundkapitalindskud til almene seniorboliger. Tilsammen forventes investeringerne at bane vej for ca. 76 nye seniorboliger.
Seniorboligerne opføres som almene boliger, og det medfører et økonomisk loft over huslejen, som skaber grundlag for tryghed og en god hverdag.
Et bedre seniorhus
Seniorbofællesskaber har allerede vist deres værdi flere steder i Odense. Odense Kommune har tidligere støttet etableringen af Seniorbofællesskabet Bellinge Fælled, der består af 36 seniorboliger.
Derfor har Odense Byråd desuden besluttet at udmønte 2,7 millioner kroner til modernisering af Seniorhuset med blandt andet et musik- og sanglokale, som byens seniorer kan få glæde af.
Flere ældreboliger
Foruden investeringer i nye seniorboliger og et bedre Seniorhus har byrådet besluttet at reservere 10 millioner kroner til nye ældreboliger i forbindelse med kommende plejehjemsbyggerier. Midlerne udmøntes, når placeringen af de nye plejehjem ligger fast.
Dermed skabes der gennem Velfærdens Fundament en helhedsorienteret indsats, hvor både aktive seniorer og borgere med større plejebehov får bedre rammer. Målet er, at odenseanere i alle aldre kan trives i byen – uanset om man søger fællesskaber, aktiviteter eller får brug for mere støtte i hverdagen.
Kontakt
Har du spørgsmål til Velfærdens Fundament, er du meget velkommen til at sende en e-mail til velfaerd@odense.dk. (E-mail er ikke sikker kommunikation. Hvis du vil sende fortrolige/følsomme oplysninger fx helbredsoplysninger eller CPR-nr., så kontakt os sikkert: Digital Post til Borgmesterforvaltningen.)